Jeg er selv gymnasieelev på første år på sproglig linie med tysk som fortsættersprog, så jeg har stadig frisk erindring om, hvordan det var at lære tysk i folkeskolen. Jeg er meget enig med besvarelserne i denne debat og mener derfor, at det er vigtigt først at udvikle ens mundtlige færdighed, før man går videre til grammatikken.
Jeg har heldigvis haft en knaldgod lærerinde, som var virkelig engageret i sine elever og havde en udsædvanlig evne til at lære os grundtrækkene i den tyske grammatik. Men jeg ved fra venner og bekendte, at det har været utroligt svært at skulle lære et sprog, når fokuset ligger så meget på grammatikken. For det er jo oftest ikke det, som man finder mest interessant ved et sprog. Af denne grund bliver det også et "hadesprog" samt på grund af tåbelige fordomme, som nok bunder i, at vi i virkeligheden ligner tyskerne på flere punkter, end vi vil indrømme.
Som resultat af den typiske fremgangsmåde i folkeskolen, kan jeg stort set de fleste kasus og grammatiske regler i hovedet, men har desværre stadig kun et meget begrænset ordforråd. Men jeg er nok i virkeligheden en "solstrålehistorie", eftersom at få har den samme interesse for grammatikken og det tyske sprog i sig selv som udgangspunk, når de begynder i gymnasiet. Jeg håber på at forbedre mit ordforråd, når jeg i sommerferien tager på sprogrejse til Tyskland.
Så derfor mener jeg, at det er en god idé at lægge størst vægt på det mundtlige aspekt af sproget frem for det grammatiske og derefter eventuelt udbygge det grammatiske på en videregående uddannelse. Jeg så også gerne, at man indførte tysk nogle år tidligere i folkeskolen (dog uden grammatikken, som typisk set i engelskfaget i de mindre klasser) og under ingen omstændigheder afskaffede det, da det efter min mening er så stor en del af det danske sprog og kultur.
Desuden ved jeg, at mange af mine klassekammerater først nu har fået forståelse for grammatikken i takt med, at vi har beskæftiget os med grammatikken i latin. Så spørgsmålet er, om det virkeligt er besværet værd at få eleverne til at terpe grammatikken? Det er klart, at man skal kunne basisen, men som Trine P siger, skal man også have noget at hænge den op på.
Lykke til med afskaffelsen af det grimme stempel,

Kim