Den nye tyske film: Good Bye Lenin

[Kristine]

Jeg synes denne film virker som en rigtig god film at diskutere indholdet af, og især den kulturbaggrund den er udtryk for. Som dansker ser jeg jo dette på en måde 'udefra'. Jeg vil meget gerne høre om jer exil-tyskeres holdning denne films indhold.
Jeg hørte en dag en god tysk/dansk ven sige, at Østtyskland og Danmark ligner hinanden. Jeg fik ikke spurgt hvilke ligheder han sigtede til med denne udtalelse... Er der nogen her der kan se andre ligheder end hangen til Olsenbanden-filmene...?

Kristine

[Ursel]

Hej Kistine!
jeg er nu Vesttysker, men hvad med:
1.)börnepasning - kvindernes ude-arbejde
2.)janetloven eller individualisme
3.)lydighed overfor statens magt (der er ikke saa mange muligheder at klage over myndighedernes beslutninger som i (Vest-.)Tyskland
4.)dyre biler ... 6.) TV-programmet
?????????????????
Lidt provokerende, men alligevel ...
Men jeg er spändt paa Östtyskernes meninger!!!

Ursel

[Martin H.]

Hej Kristine og Ursel

Jeg så Good Bye Lenin for nogle uger siden i Berlin. Jeg synes, at det er en fremragende film. Filmens humoristiske/sjove/vemodige vinkel på bl.a. genstande fra hverdagen i DDR - giver et helt nyt forfriskende syn på DDR-tiden og den hurtige genforening. En slags national terapi i forhold til mange ældre østtyskeres mindreværd og bitterhed i forbindelse med genforenings-forløbet.

Inden jeg så filmen, snakkede jeg med nogle ældre østtyskere i Berlin, som ikke ville se filmen, fordi - som de sagde: Filmen er instrueret af en "Wessi" (Wolfgang Becker). Disse ældre østtyskere mente ikke, at en Wessi ville kunne vise DDR-tiden korrekt, som det virkelig var. Jeg har dog indtryk af, at mange unge østtyskere synes godt om filmen. Det vil sige den yngre generation, som ikke rigtigt nåede at opleve DDR-tiden. Der er selvfølgelig meget generelt sagt, men det er de holdninger, jeg selv har mødt.

I snak med østtyskere har jeg tit hørt den holdning, at østtyskerne har meget til fælles med danskerne, og DDR med Danmark. Det er jeg ikke enig i. Det danske samfund lignede under den kolde krig mere Vesttyskland end Østtyskland. Hele samfundsystemet var meget anderledes i DDR end i Danmark - og det giver egentlig flere fællestræk med vesttyskerne. F.eks. oplever jeg det tit i Berlin, hvor jeg fornemmer, at østtyskerne er præget af en et helt andet system og særegn historie, og nu bearbejder DDR-fortiden. De har nogle historiske erfaringer som ligger langt fra mine danske historiske erfaringer. Derimod fornemmer jeg tit i snak med ældre vestberlinere, at jeg som dansker har en fælles kulturel og historisk baggrund som dem: 68-opgøret, kapitialismen, socialdemokratismen, vestlige friheds-værdier osv.

hilsen
Martin Håstrup
Redaktør, Tysk.dk

[Ursel]

Hej Martin!
Jeg läste din mail med stor interesse.
Den förste tanke jeg fik var at gennem mit arbejde som Regionalkontakt for IDA (Interessengemeinschaft Deutschsprachiger im Ausland) fik jeg jo en masse kontakt til mennesker, som ville eller ogsaa naaede at flytte fra Tyskland til DK, og det slog mig efterhaanden at (vi) vesttyskerne havde (har?) svärere med at finde os i det danske system eller samfund end de östtyske - undtagelser selvfölgelig til stede og jeg kan jo kun snakke om mine egne iagttagelser, som som sagt ikke er maaske alligevel lidt större end mange andres.

Jeg har selvfölgelig grublet lidt over hvorfor det kan väre saadan og kom lige paa det --- 68er genereation, ja, men der kom jo saadan set janteloven ud, som gör alle lige og samtidig eens; alle kvinder og mand ud af huset og arbejde - fin "women´s lib", men hvor er selvbestemmelse hen naar man nästen bliver tvunget ud af huset og gälder intet uden ude-arbejde; fälleskabet over individ (samtidig en fatal forveksling med individualisme og egoisme, som ikke er eensbetydende!) ...
Frihedstrangen, naa ja, den minder mig tit om amerikanere, som befrier alle og enhver --- mon det ikke tit er en smule ureflekteret og baseret paa den efterhaanden gamle erfaring af besättelsen, hvad der foregaar? Lige som frihedsönsket i det gamle DDR sikkert ogsaa var stor ...

Jeg finder ihvertfald mere oprör eller bare kritik, sund skepsis/tvivl, mod mydighederne og paragrapher i Vesttyskland end her i DK; jeg oplever önsket og acceptance om ägte indivisualisme mere i Vesttyskland end her i DK og aabenhed fra de offentlige 8eller mangel paa den) blev lige kritiseret i nogle aviser - her i DK, som stod helt bagest i köen...
Det er maaske derfor at sammenligningen med Östtyskland kommer nemmere.
Selvfölgelig er der forskellige historiske erfaringer og ogsaa grundvärdier - men spörgsmaalet er jo tit hvad der kom ud af dem og hvordan de blev omsat i befolkningen.

Spändende diskussion ... jeg er spändt paa andres synspunkter. --- Ursel, alligevel godt tilfreds med livet her i DK - smil.

[Lars J. Helbo]

Det er jo nok ikke så underligt, at jeg er enig med Ursel

Jeg ser også mange ligheder mellem DK og DDR. Jeg er selvfølgelig enig i, at der på overfladen eller det formelle plan er flere ligheder mellem DK og BRD (demokrati o.s.v.); men det er mest overflade.

I mange _holdninger_ ligger danskerne - eller man skulle måske sige lå danskerne i perioden 1970-1990 langt mere på linie med folk i DDR. Eksempler:

1. Vores forhold til børn. Når vi i Vesttyskland fortæller, at det i Danmark er "normalt", at aflevere børnene i institution fra de er 6 måneder gamle og at mange børn er i børnehave/vuggestue op til 10 timer/dag, så er reaktionen ofte "jamen, det er jo DDR-forhold". BRD-standarden er, at børnene er hjemme, indtil de fylder tre år. Derefter kan moderen måske tage et job i 2-3 timer om dagen, mens børnene er i halvdagsbørnehave.

2. Holdningen til arbejdsløshed. Hvis man bliver arbejdsløs, hvem er det så, der i sidste ende er ansvarlig for, at man får et nyt job? I Danmark hører man da også ofte holdningen om, at kommunen eller arbejdsformidlingen må sørge for at finde noget. I Vest-Tyskland er det altså dit eget ansvar - helt og fuldt. Det er det naturligvis også på papiret i Danmark; men (især blandt folk med ringe uddannelse) møder man alligevel ofte en forventning om, at det offentlige må sørge for at finde et job. Den nuværende danske regeringens tale om "konsekvens" er da et klart opgør med denne DDR-lignende holdning.

3. Overvågningssamfundet. Mange vesttyskere bliver direkte chokerede, når de får at vide, at danske banker indberetter oplysninger til skattevæsenet. Tænk også på ordet Datenschutz - det kan slet ikke oversættes til dansk, for sådan noget findes ikke i DK. Prøv at forklare på dansk, hvad forskellen mellem Datenschutz og Datensicherung er. De to begreber har _intet_ med hinanden at gøre, men på dansk er det næsten umuligt at forklare forskellen. Her taler man om datasikkerhed eller datasikring og fatter ikke, at Datenschutz er noget helt andet.

4. Kontrol med magtapparatet. I BRD har man noget der hedder Verwaltungsgerichte. Det er særlige domstole, hvor man kan indbringe sin sag, hvis man bliver udsat for overgreb fra myndighedernes side. De findes på alle niveauer op til forfatningsdomstolen. Det som set med danske øjne er anderledes ved dette system er, at disse domstole er virkeligt uafhængige. Det er f.eks. ikke ualmindeligt, at en lov bliver underkendt, fordi domstolen finder at den strider mod forfatningen, hvornår er det set i DK?

I DK har vi kun ombudsmanden, som i virkeligheden er en narresut. Han behandler nemlig kun formaliteterne i sagen (var forretningsgangen korrekt?). Han behandler ikke selve afgørelsen, og han kan ikke forkaste en afgørelse, han kan kun påtale den og bede den samme myndighed om at genoverveje sagen.

I mange tilfælde kan han endda slet ikke gøre noget. Vi havde en sag, hvor vi søgte aktindsigt. Loven siger, at denne henvendelse _skal_ besvares inden 10 dage. I vores tilfælde gik der 9 måneder. Vores klage over det har cirkuleret i 3 år. Den ansvarlige embedskvinde erklærede bare "at der var sket en beklagelig fejl". Problemet er så, at man først skal udnytte alle klagemuligheder i forvaltningen, _før_ ombudsmanden kan gå ind i sagen. Vi kan bare ikke få at vide, hvem der er ansvarlig for at behandle klagen. Ministerier, styrelser, departementer, amt, statsamt og kommune henviser til hinanden og erklærer sig selv for ikke-ansvarlige, og ombudsmanden tør ikke gå ind i sagen, fordi der _muligvis_ alligevel findes en klagemulighed i forvaltningen, som vi endnu ikke har brugt.

Dertil kommer, at en klage til en dansk forvaltningsmyndighed normalt ikke har opsættende virkning, og når sagen så er færdigbehandlet efter 4-5 år, så er der alligevel ikke noget, der kan reddes. Hvis man indbringer sin sag for en tysk Verwaltungsgericht, så kan myndigheden ikke foretage sig noget, før domstolen har afsagt i det mindste en Einstweiliger Verfügung.

Og hvis det virkelig lykkes at finde klagemuligheden, så møder man endnu et problem - nemlig en grundlæggende tro på, at de oplysninger, som en myndighed giver, er korrekte. Da vi endelig fik aktindsigt, så vi i journal-udskriften, at vi i en bestemt telefonsamtale var "blevet belært om ....". Det var bare lodret løgn. Samtalen handlede om noget helt andet. Det stod der også, men nederst var der så tilføjet en linie om at man havde givet os disse oplysninger. (Det er formentlig sket tre måneder senere, da man opdagede at man havde glemt noget). Det klagede vi over.

Den overordnede myndighed svarede, at man mente, vi virkelig var blevet belært om disse forhold, da det jo stod i journalen og man ikke havde andre oplysninger i sagen. D.v.s. det der står i journalen er rigtigt, fordi det står i journalen. Er det måske ikke DDR-lignende?

Forskellen er så, at vi i DK har en fri presse. Og derfor ser vi jo også hele tiden, hvordan enkeltsager kommer frem i aviser og fjernsyn, hvorefter regeringen pludselig bliver presset til at ændre loven i en panikløsning. Et godt eksempel er vel familiesammenføring af udlandsdanskere.

Når den slags sager kun kan klares via pressen med efterfølgende paniklovgivning, så er forklaringen jo, at vores forvaltnings- og lovgivningsapparat ikke er underkastet tilstrækkelig uafhængig kontrol. Det ligner DDR. Der er ingen instans, som kan kontrollere, om en ny lov er i overenstemmelse med grundloven og menneskerettighederne.

5. Kolonihave-mentalitet. "Puslingeland, som hygger dig i smug...". Man vender sig indad og koncentrerer sig om det nære. Man er skeptisk tenderende til paranoid overfor alt fremmed. Overgrebene på udlændinge i Rostock var naturligvis ekstreme; men den underliggende fjendtlighed/racisme er da som taget fra Pias partiprogram. Det samme gælder holdningen til EU. I Vesttyskland ser man Europæisk integration som et gode i sig selv. I øst og i DK er det godt, hvis det giver fordele for mig; men hvis det f.eks. koster arbejdspladser, fordi danske håndværkere sætter sig på bygningsopgaver i Brandenburg, så taler man om "den gule fare" (fordi de fremmede EU-borgere kører med gule nummerplader).

Denne fælles kolonihave-mentalitet er formentlig også det, som er grundlaget for filmenes succes. Både Olsen-banden og Goodbye Lenin udtrykker jo netop en længsel efter kolonihaven, hvor man ikke bliver generet af den barske, internationale virkelighed. I de tidlige Olsen-bande film skildres helt tydeligt en kolonihave-verden - i de senere kommer så en mere og mere nationalistisk og EU-fjendtlig holdning igennem.

Underliggende er der naturligvis også en anden lighed. DDR var Prøjsen og danskerne har meget af den prøjsiske mentalitet. Vores forhold til Prøjsen er netop så spændt, fordi vi selv ligner så meget. Vi vil gerne have klare linier og orden. Vi overholder indgåede aftaler og forventer, at andre gør det samme. Vi passer vores arbejde og gør tingene færdige. Vi kan godt drikke en øl, men man skal helst ikke blive styrtende beruset - og slet ikke, hvis man skal arbejde. Vi kan godt have en vis sentimental svaghed overfor sydeuropæisk afslappethed; men vi ved godt, at dem dernede er anderledes, og at det for os kun er en drøm.

Men nu skal vi nok lige høre et par kommentarer

[Lars J. Helbo]

En lille tilføjelse. I aftes bragte TV2-nyhederne dette indslag:

http://konsol.tv2.dk/ram/21080.ram

Det handler om, at man i 8 danske kommuner som noget helt nyt og banebrydende er begyndt at inddrage familierne (onkler, tanter, bedsteforældre o.s.v.) i sager om tvangsfjernelse af børn.

D.v.s. hvis onkler, tanter, bedsteforældre eller andre har mulighed for at tage sig af børnene, så lader man dem gøre det, frem for at sende børnene på børnehjem.

Ifølge indslaget har man glimrende erfaringer med det og det er jo meget fint. Men det interessante er jo, hvordan det præsenteres som noget helt nyt og usædvanligt. For det viser jo, at den normale situation i Danmark er meget anderledes. Her er det det offentlige, der umiddelbart overtager børnene, hvis forældrene ikke selv kan - og det uanset om der er andre i familien, der måske godt kunne. Det er da en DDR-lignende tankegang.

Den vesttyske lovgivning på området bygger grundlæggende og principielt på subsidiaritetsprincippet. D.v.s. hvis folk selv kan klare sig på en eller anden måde, så skal myndighederne ikke blande sig. Det er en helt anden opfattelse af forholdet mellem stat og borger.

[Berndt]

Jeg kan også tilslutte mig det ovenfor beskrevne (Ursel og ljhelbo).
Man fremdrager altid: østtyskerne elskede/elsker Olsen-bande-filmene, og:
østtyskerne er mere nøjsomme og mere beskedne end vesttyskerne. Min direkte berøring med befolkningen ”nach der Wende” begrænser sig til nogle samtaler med et østtysk pensionistægtepar under et 7-dages ophold i det østlige Harzen. Dette ægtepar fortalte ivrigt ”os unge” om forholdene før og nu. De var bestemt ikke tilfreds med de nye tilstande på det sociale område.
Hvad angår forholdene for borgerne i DK vil jeg nedenfor beskrive et forhåbentlig relevant sagsforløb som en understregning af det, ljhelbo anfører i sit indlæg i 4. afsnit: forvaltningsret, klagemulighed, ombudsmand osv. Sagsforløbet er meget betegnende for situationen i DK inden for visse områder og vedrører en principsag rejst mod kommunen af en række borgere. Jeg var ret meget involveret i sagen og bruger neutrale vendinger. Det drejede sig om uretmæssig opkrævning af et større beløb pr husstand pr år, foruden et krav om indbetaling af àconto-beløb for noget, som vitterligt beroede på en fejlfortolkning af loven efter eksperters mening.

Det hele startede som et læserbrev, jeg indrykkede i den lokale avis den 2.1.2001, og sagen kom til at vare næsten 1½ år. Trods flere henvendelser til kommunen, incl. forelæggelse af diverse tekniske oplysninger indhentet hos Teknologisk Institut til understøttelse af vor sag, blev der ikke opnået nogen ændring af de forskellige procedurer.
Der kom løbende reaktioner fra frustrerede borgere, og sagen blev så forelagt Tilsynsrådet i vort amt. Efter en temmelig lang behandlingstid med flere skriverier frem og tilbage modtog jeg endelig svar: Klagen måtte afvises med følgende begrundelse: ”Tilsynsrådet har ikke beføjelse til at efterprøve det skøn, som en kommunalbestyrelse eller et udvalg har udøvet inden for lovens grænser eller vurdere det rimelige eller hensigtsmæssige i trufne beslutninger”.

Kommunen følte sig efter denne sejr så ”hochnäsig”, at der i den lokale avis blev indrykket en notits, hvor det meddeltes, at Tilsynsrådet har givet kommunen medhold i en principsag rejst af en af byens borgere på alle borgeres vegne. Der fulgte så en længere redegørelse.

Da alle vores muligheder på det tidspunkt langt fra var udtømte, blev klagesagen derefter forelagt Miljøstyrelsen, som efter kun 2 ugers forløb meddelte: ”Iflg.§ --, stk 3. kan kommunalbestyrelsens beslutninger efter stk. 1 og 2 ikke påklages til anden administrativ myndighed. Miljøstyrelsen kan derfor ikke behandle klagen”. Med hensyn til et enkelt punkt blev jeg henvist til Erhvervs- og Boligstyrelsen, som derefter skriftligt blev gjort bekendt med enkelthederne i vores klage. Efter at have rykket for svar adskillige gange, kom der efter 6 mdr.’s forløb en E-mail fra Erhvervs- og Boligstyrelsen med følgende besked: ”Man har ikke mulighed for at gå ind i sagen, da der er tale om forhold, som for den enkelte husstand må anses at ligge under bagatelgrænsen”.

Efter denne nedslående besked, besluttede et par borgere på eget initiativ at kontakte TV 2 Øst, som fandt sagen så interessant, at der hos 2 familier i kommunen blev lavet et indslag om sagen. Det blev vist både i TV 2 Øst og det landsdækkende TV 2. Der kom dog intet ud af alle vore bestræbelser. Det er nu over et år siden. Vi er frustrerede.
Forretningsgangen hos myndighederne var korrekt, alle formaliteter i sagsbehandlingen var blevet overholdt. Alt var inden for lovens rammer.
Vi fik altså bare en lang næse.

Har borgerne i Tyskland bedre muligheder for opnå retfærdighed i sådanne sager? – Det var så mine kommentarer.

[Lars J. Helbo]

Om borgerne i Tyskland har bedre muligheder i lige præcis sådan en sag, kan jeg naturligvis ikke svare på. Men jeg kan fortælle om en enkelt sag, jeg har hørt om. Indholdet af sagen er mindre vigtigt. Det var noget med beskatning af et stykke jord, som var pålagt så mange restiktioner, at det reelt ikke kunne bruges til noget. Alligevel fandt kommunen pludselig på, at hæve skatten kraftigt. Vores ven, som det gik ud over, gik til en advokat, som straks erklærede, at kommunen havde uret.

Advokaten skrev så til kommunen, forklarede dem hvordan loven efter hans mening var skruet sammen, og bad dem genoverveje situationen.

Kommunen var dog stædig. De holdt på at de havde ret og truede med at bringe sagen til inkasso. Nu blev vores ven nervøs, men advokaten var stadig helt rolig. "Nu sender vi sagen til forvaltningsdomstolen, for den er helt klar, kommunen har uret, bare tag det roligt".

Efter nogen tid kom sagen så for domstolen. Vores ven var stadig nervøs for udfaldet, men det lagde sig ret hurtigt. Dommeren kom nemlig ind, satte sig, betragtede mappen med sagens akter, kiggede sig rundt i lokalet. Så løftede han sagsmappen op, kiggede over på kommunens repræsentant og spurgte: "Haben Sie diesen Mist verbaut?". Dermed var niveauet ligesom lagt.

Derefter brugte dommeren så en halv time på at forklare den stakkels embedsmand, at han aldrig nogen sinde skulle prøve på at vise sig med en tilsvarende sag. Jeg kan ikke forestille mig noget lignende i Danmark - desværre.

[henningnielsen]

Hej....
for ligesom at komme tilbage til udgangspunktet - jeg har også set Good Bye Lenin her fornyligt i Flensborg.

Jeg fik så utroligt ondt, af hovedpersonerne i filmen. Det må havde været et chock, at deres verden fra den ene dag til den anden bare sådan brød sammen og holdt op med at eksistere.
Dog synes mange af hovedpersonerne at være ualmindeligt rolige og uberørte af situationen. Det virker urealistisk, at man bare siger: "nå, det var så den mur og det system der faldt. Hvad skal vi nu lave?"

Men trods alt fornemmer jeg alligevel meget rigtigt i den grundstemning der formidles. Melakoli og fortvivelse over, at den verden - god eller dårlig - man kendte er væk mærkes ganske tydeligt.

Andre film jeg har set om dette emne viser ikke helt konsekvenserne så tydeligt som denne (eks. "Marx und Coco Cola"). Det virker lidt grotesk, at alle de ting man havde fået samlet i DDR pludselig ikke var mere værd, men blot skulle skiftes ud så hurtigt som overhovedet muligt. Man prøver dermed at slætte sporene af det forgangene system. Det lykkes dog ikke, da det lever videre inden i ens hoved!

Nu håber jeg snart vi kan få lokket nogle "Ossis" ud af busken. Det var jo faktisk dem vi gerne ville hører lidt fra.

Mange hilsner:
Henning Nielsen

[Lars J. Helbo]

Nu har jeg endnu ikke set filmen; men som du skildrer det, lyder personernes reaktion ikke helt urealistisk for mig. For mange i vesten kom murens fald som et lyn fra en klar himmel; men det skyldtes IHMO kun manglende kendskab til DDR og almindelig vestlig ignorans.

Der var en klar tendens til at vurdere østen ud fra vestlige præmisser, selv når CIA fortalte om USSR's mange nye våben. Vi fik at vide, at USSR nu havde et nyt fantastisk våben (T72, T80, Backfire, MIG-25, Frogfoot er gode eksempler). De egenskaber, som disse våben angiveligt havde, var i sandhed skræmmende. Men i virkeligheden vidste CIA intet om dem. Man havde måske fået et enkelt billede, og så havde man sat sig ned og regnet ud: Hvis nu et fly eller en kampvogn med denne _ydre_ form, var bygget her i USA, hvilke egenskaber ville det så have haft? Resultatet blev så offenliggjort som en kendsgerning.

Jeg var så heldig, at jeg i 1978 kunne tilbringe 14 dage hos en almindelig familie i DDR. Fra 1982-1990 boede vi så øst for Hannover med DDR-fjernsyn. Vi havde venner og familie i øst og havde dermed et lidt bedre indblik. På den baggrund var jeg ikke det mindste overrasket over sammenbruddet.

Det der undrede mig mest i 1978 var egentlig, at det ikke allerede var brudt sammen. Familiefaderen var arkitekt, ansat i et mejerikombinat, og det han fortalte om hvordan man byggede nye fabrikker var fuldstændig absurd.

Hvar angår omskiftningen til vestvarer, så _var_ det grotesk. Det er sådan en begivenhed, som man nok dårligt kan skildre på film, fordi der så ikke er nogen, der vil tro på det.

Den nat, da pengeombytningen blev gennemført, holdt der så vidt jeg husker 72.000 lastbiler (det er ret mange) på rastepladser i vesttyskland og ventede på at det skulle blive midnat. Så næste dag var alle forretningerne fyldt op med vestvarer.

En af vores venner i DDR sagde dengang, at det virkelig havde gjort ham bange. For det viste jo, at det vesttyske produktionsapparat uden videre kunne forsyne de ekstra 17 millioner indbyggere med alt nødvendigt. Der var altså ikke brug for østtyskerne i produktionen.

Østvarerne blev så smidt ud til spotpriser. De østtyske forretninger holdt store udsalg for at få plads til vestvarerne, og resten blev kørt vestpå. I Peine, hvor vi boede, var der et stort loppemarked/fabriksudsalg. I en gammel fabrikshal blev alt muligt læsset ind (fejlleverancer, varer med overskreden salgsdag o.s.v.), som man så kunne købe til spotpris. I tiden efter genforeningen var det fyldt med DDR-varer. Vi har stadig to kasser med marmelade, som vi der købte for 9 pfennig/glas. De fejlede intet, og de kom direkte fra fabrikken; men i DDR var der _ingen_ der ville købe noget, som ikke var produceret i vesten.

[Frank H.]

Hej,
tak til Kristine for at kaste filmen ud som tema, det affødte Martins vink om at filmen er i DK via distributøren Øst for Paradis og dermed at den endog er ude i enkelte biografer, hvilket fik mig tændt til en kontinentaleuropæisk forespørgsel om filmen i den lokale biograf, med positivt resultat : Filmen bliver vist i mit lokalområdes biograf indenfor 1 - 2 måneder.
Ved eftertanke bliver det vist den første tyske film, jeg skal se i en dansk biograf, siden dengang med "Die verlorene Ehre der Katharina Blum".
Og jeg vil tillade mig at grine, hvis filmen lever op til anmeldelserne om også at være humoristisk, med tanke på det alvorlige emne, og de formodentlig mange indbyggere fra DDR, som har gemt en østtysk bamse fra barndommen, som et kært minde om deres barndomstid, endda i et system de ikke lige kunne ændre, mens lille Frank fra Danevang frit og frejdigt kunne rejse med sine forældre på sommerferie overalt.
Måske der ikke er særlig mange tidligere DDR-borgere her i den danske del af forum, som kan svare på dansk ! Temaet kunne lægges ud på den tyske del ???
Glæder mig i hvert fald til at SE filmen.
Hlsnr Frank.

[henningnielsen]

Hej igen....
jeg har lige fundet en anmeldelse frem af filmen fra Flensborg Avis den 26. februar.

Illusionen der løber løbsk

Anmeldelse. »Good Bye, Lenin« er fyldt med underspillede scener, fine nuancer og ironisk distance. Qg så er den en Smule sørgmodig.

FLENSBORG. For nylig blev en fange lukket ud i det fri fra fængslet i Bautzen - det engang så berygtede tugthus for DDR-borgere, der havde forbrudt sig mod arbejder - og bondestaten.
Da forbryderen kom bag tremmer midt i 80erne, levede han i DDR. Da han kom ud, mødte han for første gang det genforenede Tyskland som en fri mand.
I instruktøren Wolfgang Beckers »Good Bye, Lenin!« går den partitro fru Kerner (Katrin Saß) i coma, da hun i oktober 1989 ser sin søn Alex (Daniel Brühl) demonstrere i Østberlins gader. Pamperne fejrer republikkens 40 års fødselsdag i Palast der Republik, mens folket på gaderne indirekte sørger for, at det bliver en sidste mærkedag for DDR.
Otte måneder senere vågner moder op igen , men med risiko for at få et tilbagefald, hvis hun udsættes for chok. Hun må for alt i verden ikke Vide, at DDR er væk.
Efter murens fald blev alle øst møblerne smidt ud. Nu må al inventaret tilbage, og lejligheden omdannes til en illusion af et Heimatmuseum. Sammen med vennen Dennis (Florian Lukas) optager Alex sine falske versioner af nyhedsudsendelsen Aktuelle Kamera og går på en næsten håbløs jagt efter Spreewalder Gurken og andre østmærker, der for længst er blevet erstattet af vestvarer.
Det lyder af en komedie, og Daniel Brühl har da også en ironiskhistorisk distance, når hans fortællerstemme lægges ind til filmen.

Fine nuancer
Han underspiller og fylder fortællingen med fine nuancer, så »Good Bye, Lenin« udvikler sig til et sørgmuntert drama. Katrin Saß var selv en af DDRs mest populære skuespillere og spiller rollen som moderen med melankoli og dybde.
Hun afslører en hemmelighed fra fortiden, der bliver et billede på de mange forskellige skæbners livsløgne, som DDRs fald blotlagde.
Alex' potemkin-kulisse holder ikke, og illusionsnummeret forvandler sig i stedet til en alternativ, men tankevækkende historieskrivning. Filmen skifter tempo mellem eftertænksomhed og action med komedie i første og tragedie i anden del.
»Good Bye, Lenin!« er ikke blot et stænk »ostalgi«, men også et portræt af en splittet østtysk familie og dens skæbne i opbrudssårene 1980-90.
Den er fyldt med små allegorier og flot skuespil i hovedrollen

Hans Chr. Davidsen

Film-fakta
- Titel: Good Bye, Lenin!

- Instruktion: Wolfgang Beck (Kendt for »Das Leben ist ein Baustelle«).

- Medvirkende: Katrin Saß, Daniel Brühl, Maria Simon, Flor Lukas, Chulpan Khamatova med flere

- Tilladt: Over seks år. Længde: To timer.

God fornøjelse med kigningen....
Mange hilsner:
Henning Nielsen

[henningnielsen]

En lille tilføjelse - filmen får 4 ud af 5 mulige stjerne i anmeldelsen.

[Kristine]

Hej allesammen!

Jeg er virkelig overvældet over alle de gode indlæg på mine spørgsmål om filmen. Jeg må også indrømme at jeg ikke havde set filmen før jeg stillede spørgsmålene. Men nu har jeg fået set filmen. Den går faktisk i nogle af Københavns biografer lige nu.

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at filmen har en selvironi, som jeg har hørt fra tyske venner er typisk for danskerer...når vi nu også har det emne på bordet. På samme måde kan filmen ligge lidt i tråd med nogle af de danske dogmefilm.

Bortset fra dette er jeg virkelig begrejtret for sammenligningen mellem østtysk og dansk mentalitet og forhold til staten, udearbejdende kvinder, statens 'forpligtelse' i forhold til at passe børnene (hvem ejer egentlig disse børn, hvem har mest ansvar for dem?), danskernes enshed p.a. jantelov eller 'Ø-mentalitet'. Det er absolut nogle spændende betragtninger som jeg vil overveje lidt.

Min uvidenhed om Østtyskland, udover det jeg har lært om dets forbindelse til Sovjet(...)og om Murens fald, er enorm. Så dette her er virkelig spændende læsning for mig, der ihærdigt forsøger at indhente viden om det her store land!

Og så lige et opklarende spørgsmål mere fra mig: Hvor meget østtysker er der i folk der er vokset op i den vesttyske del af Berlin? Jeg har en tysk veninde der netop hører ind under denne 'kategori'. Skal jeg så kalde hende østtysker eller vesttysker, altså hvis det nu var aktuelt...

For øvrigt ville det være en rigtig god idé at rejse samme spørgsmål på det tysksprogede forum. Hvis nogen vil være søde og rare at gøre det vil jeg med glæde stave mig igennem det!! Mine egne færdigheder i skriftlig tysk er stadig alt for mangelfulde.

Vh. Kristine

[Frank H.]

AKTION - Aufräumung / - Oprydning

............ Link forældet.